Tyven, der fortrød

Ææænk-ææænk-æænk

Vækkeurets lyd var ubarmhjertig.

Vi er tilbage omkring julen i det kvindens år 1997, og din gudeløse vært dvælede på Blommegrenen 243 i Odense SØ. Jeg boede i en ganske bemærkelsesværdigt andelsbolig med reflexblå glasfiberplader som beklædning (du kan se dem, hvis du søger efter adressen på G-maps).

I dag sover jeg aldrig med vækkeur, det er en af de latterligste opfindelser et tumbet menneske nogensinde har gået gjort.

Men den gang…

…vidste jeg endu ikke bedre.

Hver morgen klokke cirkus 4:30 stod jeg op og gik med aviser fordi jeg havde brug for motion og ekstra skejser.

Så hvorfor ikke TJENE lidt penge imens jeg motionerede (oven-i-købet) alene, i stedet for at BETALE for det imens man var tvunget til at være sammen med andre svedige hoveder?

Det gav mening dengang.

Men på denne morgen – skulle det vise sig – var jeg ikke helt alene.

Da jeg var cirka halvvejs rundt på ruten, bemærkede jeg en skikkelse ved et hus, som var ved at låse sin cykel op. Jeg smed Jyllands Posten i mandens postkasse og sagde »God morgen«. Mandens bevægelser frøs i et kort sekund og jeg fornemmede instinktivt…

Der er noget galt her.

Manden drejede sig lidt imod mig, og nu kunne jeg se, at han ikke brugte en nøgle til cykellåsen, men et eller andet stykke værktøj.

Mine øjne havde i mellemtiden vænnet mig til det svage lys ved huset, og jeg kunne kende slamberten – det var en lokal beboer af anden etnisk-moralsk herkomst, nærmere betegnet en stakkels narkoman, som ofte lavede bræk i området.

Det var ikke første gang, jeg stoppede ham.

Jeg konfronterede ham og sagde »kan du så komme væk herfra!«

I samme øjeblik begyndte han at lave en underlig bevægelse med sin arm, nærmest som en presset pokerspiller, der prøver at få et kort ud fra sit ærme – det var ikke et kort men et mini ko-ben, som han til sidst fik ud af sit ærme imens jeg gloede mistroisk på det underholdende optrin.

Nu holdt han kobenet foran sig som en anden badmintonspiller der venter på en overhånds-serv i en sveddryppende kamp om et mesterskab.

Og nu…

Satte min hjerne ind.

»Kloven truer dig«, tænkte jeg – hvorefter jeg som en helt naturlig reaktion knyttede næverne i mine luffer, der nærmest lignede boksehandsker og sank ned i en karate-kampstilling så jeg var klar, hvis han gik til angreb.

Et split-sekund senere drejede han rundt og spænede afsted så hurtigt som remmer og tøjr kunne holde.

Jeg ånede lettet op.

Det havde ikke været rart at skulle slå manden og risikere, at han kom til skade.

Et års tid senere stødte jeg sammen med manden igen, og det skulle blive den første (og indtil videre sidste) gang, jeg slog et andet menneske ned.

Heldigvis slap han uden mén.

Men episoden minder mig om – og er en tidlig udgave af – et princip der alt andet lige gør dig mere produktiv... Et tip, jeg lærer dig i aften på min Facebook live ved navn FREDAGSSLIK.

Det bliver lidt som at stjæle vingummicykler fra børn på en gade, hvor Spindlerman ikke går med aviser.

Vel mødt klokken 19.00
(Du kan få linket ved at skrive dig op på min liste foreneden)

Morten Spindler