Da deputy Spindlerman næsten blev kvast til plukfisk

Lastbilen holdt længere fremme i nødsporet.

Jeg bemærkede at den holdt helt stille.

Selv var jeg i overhalingsbanen, men jeg var så småt klar til at trække ind til højre. Jeg blinkede og begyndte at dreje, da min underbevidsthed opfangede et faresignal. Lastbilen var pludselig begyndt at blinke mod venstre.

Han ville da ikke?

Det kunne da ikke passe, at han havde tænkt sig at trække ud på motorvejen med adskillige biler i begge spor?

Hvis han gjorde det, ville der næsten helt sikkert opstå en farlig situation.

Alle disse tanker FOR igennem hovedet på mig.

Og så skete det.

Han trak ud.

Nærmest i eet ryk, så jeg var nødt til at FLÅ bilen tilbage i overhalingsbanen.

Havde jeg været uopmærksom bare i et splitsekund, så var denne email aldrig blevet til noget.

Jeg var vel 50 meter fra lastbilen (med 110-120 i timen), da den begyndte at trække ud (fra stille-stående), og da jeg kørte forbi lastbilen (efter at have lavet en hazarderet undvigemanøvre), kørte lastbilen formentlig kun 10-20 km/t. Dybt chokkeret kørte jeg fra ved næste afkørsel og kørte straks på motorvejen igen for at komme op bag lastbilen.

Men inden jeg satte igang igen, ringede jeg 114.

Da jeg fik fat i vagthavende hos politiet, kunne han høre alvoren i min stemme, og han sendte straks et patruljevogn ud for at finde os (lastbilen og mæ).

Jeg blev bag lastbilen som deres deputy, og i de kommende minutter oplevede jeg den ene farlige situation efter den anden.

Lastbilen slingrede ud imod fodgængere.

Den kørte over for rødt (heldigvis med 30 km i timen).

Og den virkede til tider nærmest som et køretøj uden fører.

Til sidst blev den bragt til standsning af en hvid VW Passat med blå blink på taget.

Men dramaet var ikke slut.

Da den ene af betjentene gik hen ved siden af førerhuset, begyndte lastbilen at køre. Betjenten sprang op og bankede på ruden, hvorefter lastbilen stoppede igen. Betjenten så meget lidt tilfreds ud, og da døren blev åbnet sprang han ind i lastbilen i førersiden, hvilket kun kan betyde, at han havde beordret chaufføren til at flytte sig over i den anden side, og DET gætter jeg på, at politifolk ikke gør for sjov. Her slutter min dækning af historien, for de venlige betjente havde (i telefonen) bedt mig om at køre videre, og et dyt fra en medtrafikant mindede mig om, at jeg stadig holdt stille og betragtede scenariet, selvom der var blevet grønt lys for mig.

Pyh.

Jeg bliver lige så svedt af at skrive om det, som da jeg var til stede.

Er jeg virkelig den eneste, der oplever den slags?

Eller har jeg måske en særlig evne til at spotte den slags?

Jeg hører ihvertfald ikke så mange af den slags historier, men jeg oplever dem selv på stribe.

Folk der er ligeglade med dig og mig.

Men sådan er det selvfølgelig også med emails og markedsføring.

Folk er bedøvende ligeglade mid dig og dine emails.

They could care less if you die.

Det eneste, der interesserer dem, er om du kan bidrage med lidt underholdning og løsningen på et problem.

Jeg har forøvrigt løsningen på alle dine sorger.

Min kommende bog om email markedsføring bliver en mastodondisk krabat på mange hundrede sider fyldt med foder til de sultne ulve på din liste.

Og jeg kan nu afsløre prisen på bogen.

1.600,- kroner (plus moms).

Det er fuldstændig f*kging sygt dyrt.

Eller.

Det svarer jo sådan set kun til en times skype coaching med yours unholy, og jeg har endnu ikke solgt en coaching-time til nogen, der efterfølgende sagde at det ikke var pengene værd.

Så i dét lys, er den måske for billig.

Men jeg benåder dig.

Og holder fast.

I prisen.

På...

1.600,- plus moms.

Men først må du vente.

Morten Spindler

Truckloads of skypecoaching. (Kun for læsere af mine daglige emails.