Hvad du aldrig hører mig sige...

Jeg elsker Anders.

Mattesen.

Aka: Anden.

Ikke mindst, når han udstiller idiotisk politisk korrekthed (som jeg hader mere end pesten).

Jeg har lige delt en video på min Fjæsbogsside, hvor han taler om "de forbudte ord".

Et eksempel?

Nigger.

Fordi det beskriver en sort person, må man ikke sige (eller skrive det).

Intentionen er ligegyldig.

Det er ordet der er farligt.

Når ord bliver farlige, så laver man selvcensur – og det er på alle måder farligt, måske mere farligt end noget andet, og ytringsfrihed ER altså vigtigere end nogens sårede følelser.

Hvorfor?

Vi ved begge 2 hvorfor, men et af de bedste argumenter, er det her:

Så snart spirende diktatorer (såsom Trump) begynder at få magt, som de har agt, hvad er så det første de går efter?

Ytringsfriheden, min ven.

Og folk, der ytrer sig frit.

Så fri mig for en kultur, hvor folk vrænger ansigt, hvis man siger: "Jeg har nogle venner, som lige har adopteret den sødeste lille negerpige", og imponér mig med et sted, hvor folk vrænger ansigt, når nogen antyder, at der skulle være noget som helst ondskabsfuldt i ord.

De kan sættes sammen med ondskabsfulde intentioner.

Og det vil du aldrig høre eller se mig gøre, ihvertfald ikke med vilje...

Men det kan vel dybest set også kun være ondskabsfuldt, hvis det er ondskabsfuldt med vilje...

Hvis jeg tog en håndfuld ord skrevet på små lapper papir og kastede dem op i luften, og nogle af lapperne tilfældigvis dannede sætningen:

»Du er et svin"

– ville jeg så være ondskabsfuld?

Nej, vel?

For hvis jeg virkelig følte behov for at sige dét til nogen, ville jeg se dem i øjnene og starte med at sige deres navn først.

Men nok om ord, jeg har nogle andre, der skal skrives, så jeg vil efterlade dig med visheden om, at du aldrig ser nogle ord, der er politisk korrekte med vilje, eller ondskabsfulde ditto.

God jul og godt hår.

Morten Spindler

Skypecoaching for de politisk ukorrekte æsere af mine daglige emails.