Den faktor, som ingen taler om

Den faktor, som ingen taler om
Hvis du spørger mig i dag...

...om jeg synes det var fornuftigt at løbe ud på parkeringspladsen i bare tæer, når det var mørkt og det snuskregnede... Så vil jeg nok sige klart nej, det er grænsende til torskedumt. Men jeg skulle bare stille p-skiven efter en yogatime, så vi ikke (lidt senere) kom ud til en af de der satans gule strimler i forruden, der koster 710,- kroner at indløse hos parkerings-hjemme-værnet.

(Hvem har fundet på den slags skøre beløb til p-bøder?).

Nå.

Men jeg løb altså ud, og selvfølgelig...

Lige bagved bilen trådte jeg på en af de der hårde småsten, som har det med at blive suget ind under ens fødder, når man er så uforsigtig at gå i bare tæer.

Jeg bandede lidt indvendigt, men smerte har ikke særligt godt tag i Spindlerman, så jeg løb videre hen til døren og bemærkede, at der åbenbart lå flere småsten på asfalten.

Pyt.

Jeg satte mig ind og startede bilen.

P-skiven er elektronisk, så for at få en ny 3-timers periode uden betingede fængselsdomme (og det der er værre), så var jeg nødt til at køre en lille runde og parkere et nyt sted.

Ingen problem.

Bortset fra en mærkelig lyd.

Da jeg startede bilen gik vinduesviskere både foran og bagved igang.

Men lyden bagved var ikke swuss-swuss, som den plejer.

Den var mere.

Krraaaiishh-Krraaaiishh

Og vinduet var næsten væk, så da viskeren havde skubbet resterne af ruden væk, kunne jeg kun høre viskermotorens summen og lyden af udstødning, der ikke længere blev dæmpet af bagruden. Smerten under foden blev pludselig intens igen, og jeg indså, at det ikke var småsten men glasskår, jeg havde trådt i med mine tåbelige bare fødder.

Og så den der følelelse...

= = =

Hvad, sker det ikke kun for andre?

= = =

Men der HAVDE været indbrud.

Og de havde ikke taget en skid.

Men de havde smadret vores tilværelse.

Ah okay.

Vi klarer den.

Men du ved, drama er altid godt i storytelling.

Og nu mangler vi bare, at jeg får den her historie drejet til noget, jeg kan sælge dig min kommende bog på.

Easy, peasy.

Når jeg tænker på mit sår under foden, som stadig her 3-4 døgn efter, stadig kan mærkes og på turen hjem, hvor vi måtte køre langsomt og stoppe et par gange for at fæstne det folie, som Dansk Redningstjeneste havde klæbet for vinduet, så ved jeg at vi husker denne tur resten af livet.

Vi vil altid kunne mindes den specifikke dag, og hvad der skete i timerne før og efter den dramatiske begivenhed.

De mange hundrede andre ture vi har kørt den samme vej, vil stå som et sløret, mudret, uklart billede.

Vi ved, at vi har kørt der, men vi kan ikke huske de specifikke ture.

Nogle af dem, jo.

Men kun meget få.

Og den dag vi havde indbrud er (formentlig) en af dem.

Kan du se, hvor jeg vil hen?

Når du skriver kedelige emails (og sender dem alligevel), så vil du (i bedste fald) blive husket som grå og kedelig.

Og fred være med det.

Men når du gør det modsatte.

Altså...

Når du skriver mails, der IKKE er kedelige.

Så sker der noget, som de færreste tænker over eller snakker om, men som alligevel påvirker både din åbningsrate, din klikrate og ja...

Dit salg.

Det er en hemmelig faktor, som jeg ikke vil afsløre her, for hvis jeg gav al min viden væk, ville jeg også få et problem med salget, selvom jeg ikke skriver kedelige mails.

(Ville du have læst hertil, hvis skrev kedeligt?).

Men hvor afslører jeg så (og fortæller dig ALT jeg ved om den) hemmelige faktor..?

Why, in my upcoming book, of course.

1. september kan du købe den.

Det er både lang tid og lige om lidt.

Indtil da?

Hav det bra.

Morten Spindler

PS.

Prøv verdens bedste all-in-one-marketing-platform Simplero.