Den varme skammel, hvor du dvæler...

Om lidt kører jeg til træning (og hvad rager det dig?).

Jeg fortæller dig om det, fordi det er noget særligt i dag, jeg har nemlig hyret en personlig træner.

Hvorfor?

Fordi jeg på dette tidspunkt i mit liv IKKE har båndbredde til at drive mig selv afsted og træne. Ikke engang et par armbøjninger derhjemme bliver det til.

Men jeg har en erkendelse.

Min krop bliver ikke ved med at være sund og rask og stærk og smidig, hvis jeg ikke kommer afsted.

Og hvorfor er det vigtigt?

Fordi jeg gerne vil være her længe med mine børn.

Det skylder jeg dem.

Og jeg har (et eller andet sted) også mest lyst til, at det skal være sådan. Derfor betaler jeg en gut hvad der svarer til prisen på en latte om dagen for at træne sammen med mig 1 gang om ugen og give mig opgaver, så jeg er lidt stærkere næste gang vi mødes.

Meget simpelt.

Og det virker.

Men det er ikke en hvilken som helst gut.

Det er – naturligvis – en træner, der med al tydelighed selv har styr på sit shit, han er stærk, i form og har demonstreret at han også kan hjælpe andre med at bygge kroppen op uden at gå i stykker. På andre tidspunkter i mit liv, har jeg været super sej til at komme afsted, men lige nu har jeg bare ikke overskud til andet en at passe mine jobs (ja, jeg arbejder både for Simplero, Tanja og mig selv, så timerne er små, før jeg gør noget, der handler om mig).

Og som du måske har hørt i de mørke gyder, så skriver jeg også på en bog.

Den er også for mennesker som dig og mig...

Der er et ganske særligt sted i deres liv.

Nemlig lige her.

Hvor det er smart at blive guidet af en, der har bygget sine muskler ved at skrive og sende over 3.000 emails og sælge for et uoverskueligt antal kroner i dusinvis af brancher.

Muskler kommer nemlig af at blive ved med at træne, selv når man ikke har lyst til at komme afsted.

Uanset om det kræver, at du hyrer en coach.

Eller køber en bog, der er så dyr og mættet med inspiration, at du ikke kan lade være med at at møde og og forbedre dine egne skills.

Well, well.

Tiden er kommen.

Jeg må afsted, og du må tilbage på skamlen, hvor du sidder og surmuler over, at min bog endnu ikke er kommen.

Sorry.

Morten Spindler

Coacherman