And if you don't know how to do it, I'll show you how to walk the...

Thor ville hellere på Ma-donnax, hvor vi tit dvæler, når vi skal vente på mor, der underviser yoga. Ma-donnax har nemlig et legeland, han kender som sin egen lomme. Men far her insisterede på, at vi skulle ud og lufte hunden i løgskoven tæt ved stranden i det nordlige århus, og sådan BLEV det.

Det undrer sikkert ikke, at han så ikke var til at drive derfra, da vi først havde fået varmet flyverdragt og løbe-gummi-støvlerne op.

Men det sjoveste var nu...

De mange encounters med andre børns voksne.

Her er (frit fra hukommelsen) ordvekslingen med en mand, der kom gående uden sin hund og med apple-ear-buds proppet ind i kraniet:

»Hvilken pels har du?«

Manden tog sine øreting ud, smilede til min dreng og sagde:

»A-hvad?«

Thor gentog sit spørgsmål, og manden kunne så berette, at han ikke havde nogen pels.

»Jeg mener din hunds pels«, forklarede Thor.

Manden måtte erkende, at han ikke havde nogen hund.

Thor fortalte derefter noget om sin mor og gik videre.

De næste ofre var et par damer, som klappede vores hund og fik denne erkendelse:

»Nogle gange så har jeg rød tissemand«.

På det tidspunkt kunne jeg ikke længere holde tårerne tilbage, og gåturen var først lige begyndt. Jeg vidste, at der ville blive set ned på mig, hvis jeg noterede idéer til emails på min telefon imens jeg gik tur med barn og hund, så jeg nøjedes med at håbe, at det hele mirakuløst ville komme tilbage til mig, når jeg igen sad foran kværnen (min Mac).

Men jeg sværger...

Det holder aldrig op med at forbløffe mig, hvordan folk kan undre sig over, at jeg kan finde noget at skrive om hver dag, når mit største problem er at huske og gemme alle de idéer der bliver serveret for mig på et sølvfad hver eneste dag.

Og jo.

Du oplever også finurlige ting.

Hver dag.

Forskellen på dig og mig er (muligvis), at jeg har vænnet mig til at lægge mærke til den slags, og skrive det ned, så jeg kan brygge sælgende emails over det.

Ud over, at det beriger mit liv med æg til mit salt og brød til mit smør, så giver det også en ekstra dimension, når jeg konstant dokumenterer alt det, der VIRKELIG er værd at huske.

Det kaldes vist WIN-WIN.

Og det er helt okay, så længe jeg kan blive fri for WINdåws.

(Stavet forkert med vilje, min Mac har jo også følelser, ikke?).

Og så er der vist kun tilbage at sige:

Køb min bog til efteråret.

Du fortjener den oplelvelse.

Men mest af alt bliver du glad for pengene, som du tjener, når du gør som der står skrevet.

Morten Spindler

Skriv hver dag