Lektionen fra den uslålige sjæl

Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg genlæser det digt, som Nelson Mandelas brugte til at holde modet oppe, når det hele så for sort ud i den lille fængselscelle på Robben Island.

I dag læste jeg det for min datter, da vi havde haft en lang snak om, hvordan det påvirker os at bære andres byrder. Og hvordan vi forringer vores evne til at løse de problemer, vi gerne vil hjælpe andre med at overvinde, når vi ikke passer på os selv. Og især når vi spekulerer.

Hun er somme tider ked af det fordi hun tror at jeg har det skidt eller er stresset.

Heldigvis kender hun nu mit største ønske.

At hun ikke påtager sig mine problemer, men sørger for at smile, når hun lukker øjnene for at sove.

Og tænker lidt på, at netop dét gør mig glad.

Sjovt nok, så gør digtet »Invictus« også noget særligt for mig.

Der er et eller andet opløftende over det.

Du kan google det.

Og lære det udenad, som Nelson Mandela gjorde.

Hvis det kan løfte ham fra en miserabel fængselscelle til at blive en af de mest indflydelsesrige personer i verdenshistorien (og til at blive præsident).

Hvad kan det så ikke gøre for dig?

Digtet hedder »Invictus«.

Nåja, det har jeg jo skrevet.

Men så får du lige en random sætning for at give dig blod på tanden til at google (og lære) digtet…

= = =

Under the bludgeonings of chance...

My head is bloody but onbowed.

William Ernest Henley (Invictus)

= = =

Tak for i dag.

Uslålig

Morten Spindler