Sådan fryser du dine læsere i løb

Vores søn Thor er lidt Ninja.

Ihvertfald så er han i stand til at være usynlig meget længe på børnehavens legeplads, når jeg skal hente ham... Det er faktisk så ekstremt, at han ... uden undtagelse ... ALTID befinder sig det sidste sted, vi leder.

Ja, meget sjovt Spindlerman.

I går var ingen undtagelse, og det var ikke alene det sidste sted jeg ledte, jeg havde også ledt hele legepladsen igennem, da jeg fandt ham igang med en bukke-bruse-leg, hvor en pædagog-medhjælper skulle fange de frække børn, som trampede på hans bro.

Jeg var naturligvis nødt til at vente, til min søn også (som den sidste) var blevet spist, for hvem kan tage hjem fra børnehaven uden at være blevet spist af en stor trold i hjemmestrikket (lidt for stor) trøje?

På vej tilbage igennem børnehaven gik det op for min søn, at han skulle tisse rigtig meget.

Han tog sit lem i klør fem og SPÆNEDE igennem de mange gange og tunnelsystemer, som de strategisk har bygget i børnehaven, sikkert for at både børn og forældre skal blive for trætte til at brokke sig (henholdsvis) over manglen på iPads og det computerstyrede tjek-ind-system, der uden undtagelse ALTID er langsomt som en teenager, der lige har fået besked på at tømme opvaskemaskine.

Anyway, tilbage til tissetrangen.

Jeg var lidt nervøs for, at min søn skulle komme til at tisse i bukserne, for jeg kender mine mus på gangen, og Thor bevægede sig som en, der skulle tisse RIGTIG meget. Undervejs i travet (hvor jeg måtte holde ham i den frie hånd, for at han ikke faldt) kom vi forbi et voksentoilet, og jeg spurgte om han ikke bare ville tisse der, så sparede vi at løbe igennem et par gange – men nej, det kunne drengen ikke overskue, for når man er i panik, så kan man ikke tænke klart og man kan slet ikke gøre ting, som ikke allerede ER programmeret ind på amygdala.

Da der var cirka 10 skridt tilbage, stoppede drengen pludselig som en (velopdragen) hund, der lige havde fået kommandoen STOP af sin herre.

Jeg var ved at flå armen af drengen, men nåede dog lige at stoppe.

Hvorfor stopper du her? – spurgte jeg med lidt panik i stemmen.

Jeg var bange for, at han allerede havde tisset i bukserne og nu kapitulerede.

Han ænsede mig ikke et blik, men kiggede ned i et bord.

Jeg løftede den hånd, han stadig holdt i, for lissom at se om jeg måske kunne fange hans opmærksomhed.

Vi havde trods alt lige været på en vild flugt sammen igennem en farlig jungle.

Da det ikke hjalp, flyttede jeg mit eget korpus tættere på hans opmærksomhed, og der var det, at jeg så, hvad der havde stoppet drengen...

= = =

En LEGO dinosaur på et bord, som ingen legede med.

= = =

Tiden var gået i stå et øjeblik, og jeg kunne næsten fornemme, hvordan alt omkring Thor var forsvundet.

Lyde.

Dufte.

Lys.

Alt omkring drengen drejede hundt om den lille dinosaur i et diffust, cirkulært singularium.

Han var på kanten af et sort hul, og selv lys kunne ikke undslippe tyngdekraften fra det fantastiske eventyr, som var begyndt at udspille sig i den lille krøllede hjerne.

Efter 10 sekunder (der sikkert føltes som 2 millioner år i hans eventyr) gik det op for drengen, at der var et presserende behov som skulle stilles...

En blære, der skulle tømmes.

1/10000-del af et sekund senere, var vi atter i løb, nu med mig bagerst og en lille dreng, der TRAK mig med ud til det toilet, hvor han er vant til at tisse.

Og endelig.

Det lykkedes næsten at undgå tis i underbukserne.

Og far blev mindet om en værdifuld lektion, som du nu får serveret på et sølvfad.

Din opgave som copywriter...

Når du skal skrive emails.

Og tekster til din landingpage.

Eller dine skilte.

Whatever.

Opgaven er klar.

Du skal skrive tekster, der kan få dine læsere til at stoppe op på vej til toilettet med en halvt eksploderet blære... få hende til at stoppe op og læse din tekst, før hun løber videre.

DET er opgaven.

Det er HVAD du skal gøre.

Så er det bare lige hvordan...

Det arbejder vi tilfældigvis med i min klub for ambitiøse e-mailmarkedsførere (FEARLESS), og på side 1 i mit 2-og-tyvende månedsbrev (men det første i det nye Fearless) finder du en artikel, som dyrker netop det fænomén.

Du glæder dig, og du ved det.

Morten Spindler