Ich bin ein B...

Jeg har ikke nemt til tårer.

Ihvertfald ikke de tårer, som nogen folk får over at spilde deres egen mælk eller over at slå skinnebenet på cykelstativet. Okay, det sidste var et dårligt eksempel, for jeg går slet ikke med cykel, men lad nu det ligge. Et bedre eksempel på tårer jeg aldrig græder, er når folk mister mig ved at afmelde sig mine emails... Det gør mig faktisk GLAD, ikke KED, når et menneske tager aktivt stilling til at ændre noget i deres liv, som alligevel ikke gjorde noget godt for dem. Eller når trolde – helt uopfordret – sender mig deres holding til mine daglige emails og til min måde at drive forretning på... Så har det heller ikke nogen indflydelse på mine tårekanaler.

Men når jeg ser John F. Kennedy stå foran en masse øst-berlinere og sige de famøse (modstands-motiverende og håb-inspirerende) ord:

= = =

I take pride in the words:

Ich bin ein Berliner

= = =

– ja, så triller tårerne frit på mine ellers barske kinder.

Det hjælper også på skidtet, når jeg lige har set en udstilling med en masse billeder og videooptagelser fra den kolde krig.

Set hvordan det sidste menneske som blev skudt og dræbt i forsøget på at flygte fra Østberlin var en dreng på 18 år, der ikke magtede et liv i fangenskab (selvom han aldrig havde prøvet andet).

Og måske...

Ja, måske hjælper det, at min egen frihedselskende søn ligger og sover af udmattelse i vores arme, imens vi ser en film om den kolde krigs rædsler.

Kontrasterne fra det ufatteligt forkælede liv, vi er så heldige at nyde – til det forfærdelige alternativ, der altid har luret (og altid vil lure) lige om hjørnet i denne verden.

Men tro ikke, at jeg er ked af tårer.

Jeg opsøgte dem selv for nylig, da jeg var i Berlin med den mindst tænkelige udgave af vores famlie (de 4 dele-børn var hos deres andre forældre)...

Og jeg er heller ikke ked af selv at bruge virkemidler, der kan få tårer frem i øjenkrogen på dig, kære læser.

Det gør jeg gerne.

For jeg ved, at det tjener flere noble formål.

Et eksempel?

Hvis du nu (rent hypotetisk) var den type, som ville trykke på aftrækkeren og dræbe en ung mand på 18 år – blot for den forbrydelse at forsøge flugt fra det regime, som du selv var undertrykt af... Hvis du var den type, der gjorde honør og parrerede ordre – uanset hvor grufuld den ordre var...

Så ville du kede dig, når jeg fortalte den type historier, som får der får empatiske mennesker til at klemme en tåre.

Og så ville du hurtigt afmelde dig.

Heldigvis er du ikke den type, men en del af formålet med at pille ved folks følelser i storytelling... er (efter min beskedne og korrekte opfattelse) at få afmeldinger.

Ja, du læste rigtigt.

At få afmeldinger fra folk, du ikke ræssonerer med, er en gave, og den opsøger jeg med glæde, for hver gang jeg får en afmelding, så ved jeg, at der formentlig sidder adskillige læsere derude, som har knyttet sig lidt tættere til mig – og vil glæde sig over at lægge penge i min forretning.

Et af de sikre tegn er, at når trolde brokker sig over mails, så følger der næsten altid indtil flere mails fra læsere, der sætter pris på det, som troldene brokker sig over.

Og når vi nu – »tilfældigvis« – taler om forretning…

Fra 1. september skyder jeg salget af pladser i fearless igang.

Mit eget lille frivillige diktatur, hvor jeg indoktrinerer stribevis af uskyldige undersåtter til et bedre liv med mine metoder, der let kan skaffe gode kunder i butikken.

Det gode ved mit tastatur… øh, jeg mener diktatur… er at jeg ikke skyder folk, når de forsøger at forlade mit univers – tværtimod, jeg skyder mest efter folk, der prøver at komme ind. Ikke for at dræbe, men for at jage de forkerte kunder væk.

Så kan du ihvertfald ikke sige, at jeg prøvede at lokke.

Tværtimod.

Jeg prøvede at skræmme dig væk.

Det lykkes dog ikke altid.

Du kan læse om fearless her (men endnu ikke købe plads):

fearless.mortenspindler.dk

(Du skal starte med at skrive dig op på min mailliste)

https://www.spindler.dk/

Morten Spindler