Spindlerman's kick – om at gøre det rigtige

Kvinden foran barnevognen havde den der nye karateristiske gangart, som ikke alene er gakket, men også uansvarlig for en 10'er...

Hvilken gangart?

Den her; hun gik krumbøjet og hvilede armene på styret eller håndtaget af barnevognen, så hun bedre kunne holde sin mobil og se, hvad der skete på fjæsen imens hun gik. Jeg ved ikke, om hun forestillede sig, at barnet ville falde i søvn på den måde, men den lille pige sad op og prøvede forgæves at fange sin mors opmærksomhed. Scenariet... som jeg vil vædde med, at du også selv har set eksempler på... foregik lige uden for mit vindue for lidt siden, og med det samme jeg så, hvad der foregik, så rejste jeg mig op for at banke på vinduet, men bedst som min knyttede pengefinger skulle til at kysse glasværket, stoppede kvinden brat op som om barnevognen var stødt ind i noget.

Det var den ikke.

Men de (kvinden og barnet) var 10 cm fra at brase ind over en chikane og ramme en pæl, der var sat op for at tvinge biler til at zig-zagge udenom og dermed holde tempoet nede.

Forskræmt pakkede hun sin mobilos i lommen.

Måske havde hunn fået en lille lektion, som barnets søgende, kærlige øjne ikke kunne give hende.

Men jeg bankede alligevel hårdt på vinduet.

Og før du ryster på hovedet og udbryder...

»Tsk, hvorfor blander du dig Spindlerman, det er jo ikke dit problem«.

Nej, det er ikke mit problem.

Det er datterens problem.

Og det er mit ansvar at gøre opmærksom på en sygdom i vores stimulans-kultur.

Men vær forvisset om det her...

Jeg blander mig, når jeg ser sådan noget svineri – men omvendt... hvis jeg en dag ser en en bølle (eller det der er værre) chikanere eller overfalde kvinden, så vil jeg stoppe hvad jeg har gang i, og med det samme hjælpe hende... Jeg ville stoppe hans forehavende (uden brug af støvletramp og knyttede pegefingre, hvis det var muligt), som jeg har gjort masser af gange før – med mit eget liv og helbred som indsats. Så det er ikke (kun) løftede pegefingre fra lænestolen, jeg byder verden.

At jeg stiller mig på den svages side er en så indgroet del af min natur, at jeg ikke tænker, når nogen er i nød.

Og det er ikke noget jeg gør for at få ros.

Jeg skriver heller ikke om det her for at få ros.

Jeg fortæller om det, for at inspirere dig til at gøre det samme. Ikke nødvendigvis at kæmpe for de svage, men at gøre noget, som du inderst inde ved er rigtigt.

For dig.

Eller måske for nogen, du holder af.

Og ja, det kunne sagtens være at gå all in i din virksomhed og sparke røv med engagerende og sælgende e-mails.

Uanset hvad du gør – hvis det involverer, at du gerne vil stå på mine skuldre og lære mine – alt andet end traditionelle, og til tider grænseoverskridende – metoder til e-mailmarkedsføring, så er døren åben indtil 10. oktober 2019.

(Kun for læsere af mine daglige emails)

Morten Spindler