Sociofantens vuggevise

True story.

For en del år siden havde jeg en samtale med min daværende boss, og hun fortalte mig begejstret om den nye salgschef, som jeg snart skulle arbejde under og sammen med... Chæf var som sagt fyr og flamme, men et eller andet fik mine nakkehår til at stritte, for hvis folk har brug for at verbalisere begejstring om andre på den specifikke (og lidt overdrevne) måde som hun gjorde – før du får chancen for at opleve personen selv – så kan det meget let være et tegn på, at der er noget råddent under overfladen, men som hun sagde til mig...

= = =

Morten, du vil elske ham...

= = =

Den første gang, jeg mødte ham, var han til et møde med min chef og hendes partnere – et møde, jeg ikke var med til, men jeg blev præsenteret for ham, og alle mine bange anelser blev (på stedet) bekræftet 100 gange.

Jeg kan ikke forklare, præcis hvad det var...

Han havde bare sådan et koldt blik og en arrogant facon, som øjeblikkeligt gjorde mig utryg, og hvis nogen havde spurgt mig dér (hvilket jeg noterede mig, at de ikke gjorde), så havde jeg sagt:

= = =

Thumbs down.

Find en anden, ham der kommer til at blive firmaets banemand.

= = =

Jeg ved godt at udtrykket »banemand« ikke er så almindeligt mere, og i bogstaveligste forstand er det en drabsmand, men i overført betydning kan det også betyde en person, som har stillet sig i vejen for noget.

Anyway.

Salgschefen blev ansat, og han BLEV firmaets død, for hans ansættelse kostede et stort 6-cifret beløb. Han var (som jeg havde forventet) ULIDELIG at arbejde sammen med, spillede folk ud imod hinanden og kunne ikke acceptere systemer, som ikke var indført af ham – heller ikke selvom det betød at gode værktøjer skulle udskiftes med dårlige, blot for at det var HANS idé. Da han til sidst blev afskediget, undlod han at tilbagelevere den (dyre) firmabil, som han havde forlangt – sammen med en løn, der SLET ikke modsvarede hans evner som sælger. Der gik (såvidt jeg forstod) uger, måske endda måneder, før bilen langt om længe kom tilbage, og alene tabet på bilen var større end det samlede salg, han nogensinde nåede at præstere. Men inden det kom så vidt, havde jeg givet firmaet et ultimatum og sagt... det er ham eller mig, hvilket firmaet tog ilde op, men alligevel gjorde som jeg sagde... Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, så skulle jeg have sagt op, og sagt hvorfor – det havde været meget stærkere og havde formentlig resulteret i, at de havde fyret ham og bedt mig om at blive, men den slags kan man jo ikke gøre om.

Det man KAN gøre, er at lære og ændre sine handlinger fremover.

Jeg fik også ny læring om, hvilke typer mennesker jeg vil omgås, og hvor meget jeg skal stole på min mavefornemmelse – også når det gælder kunder.

Den har siden været en god guide for mig.

Også når jeg skulle sortere i dem, der får lov til at komme indenfor i mit univers for ambitiøse e-mailmarkedsførere.

Og ja.

Det lyder sikkert arrogant i nogens ører.

Det har da også ind imellem været skadeligt for min indtjening – for eksempel når jeg har fyret kunder for at komme med en forkert bemærkning.

Men jeg er så sikker, som jeg kan være på noget, at det kun har været skadeligt på MEGET KORT sigt.

Anyway, hvis al den snak om troldekunder pisser dig af, så er det et tegn på, at du næppe ville holde mange dage i mit univers.

Hvis du derimod har det lissom mig og måske endda savner modet til at sige fra overfor troldekunder, så er der 93,8% chance for at vi er et match.

Og er vi det, så er du velkommen her, hvor din markedsføring med emails i 2020 kan få et kæmpe spark i røveren...

FEARLESS >

 (Kun for læsere af mine daglige emails >)

Morten Spindler