Der findes 2 slags e-mailmarkedsførere...

Dem der prutter, og dem der ikke vil indrømme, at de gør det.

Ja, og så selvfølgelig dem, der er døde og lugter af prut.

Så det bliver vel ret beset til...

3 slags.

Men hvorfor skal vi nu snakke om om hørmere..?

(Og så lige omkring spisetid.)

Burde jeg ikke have travlt med at tilføre mine læsere 'værdi'..?

Jo, måske – men nu ligger det sådan, at min søn på snart 5 år har bebudet, at han faktisk også prutter en gang imellem, ikke så meget som sin far, men dog alligvel lidt en gang imellem. Jeg tror på ham, for på det tidspunkt, hvor han annoncerede indrømmelsen, lugtede der fælt af rådnet dybhavsfisk i området omkring knægten og hans hammer (ja, han går rundt med Thors hammer, hvem skulle ellers?).

Anyway, det fik mig til at tænke på, hvordan de mennesker jeg kender indenfor online markedsføring allesammen tilhører en af de 3 kategorier...

1) dem der prutter, eller
2) dem, der ikke vil indrømme det, eller
3) dem der er døde og lugter af prut.

Case in point...

På et tidspunkt, da jeg søgte job hos en kendt GRU-ru indenfor branchen, stod der i annoncen, at min ambition som minimum skulle være at blive bedre end selveste sjæfen. Det grinede jeg lidt af, fordi det basalt set ikke interesserer mig om jeg er bedre eller ringere end nogen... Jeg vil bare gerne være god til at sælge billetter. Men i I jobbet lærte jeg, hvordan nogen kan stå på en scene (eller sende emails) og sige ting, der er så løgn at det stinker af død kat – og ikke fortrække en mine. (Hvis du skulle være i tvivl, så hører de til kategori 2). Og i samme person så jeg også evnen til at kopiere andres indhold og lade som om, det var originalt – samtidig med, at man gør alt for, at ingen skal se, hvor skidtet virkelig kommer fra. (Endnu mere kategori 2).

Og før du protesterer...

En vildt populær bog om markedsføring med [beep], som står i rigtig mange danske hjem, indeholder et helt (og ifølge 'forfatteren', ganske væsentligt) bonuskapitel, der er en næsten direkte kopi af en freebie, som vedkommende 2 år forinden havde downloadet fra en amerikansk konkurrent. Sjæfen beordrede mig iøvrigt til ikke at omtale vedkommende konkurrent offentligt, og først år senere fandt jeg ud af, hvorfor...

Måske ville nogen finde ud af svindelen.

Top-grotesk bliver det så, da omtalte sjæf senere beskyldte yours unholy for at skrive emails, der lød lidt for meget som den amerikanske konkurrent.

Og det indrømmede jeg blankt (i al beskedenhed: kategori 1).

Tidligere havde jeg sådan set fået ros for at kunne skrive emails, der lød præcis som sjæfen, men nu var det pludselig ufedt.

Anyway...

Undervejs i din udvikling som email copywriter vil du sikkert afprøve forskellige måder at skrive på.

Måske vil du ind imellem lyde lidt som mig.

Eller andre, der inspirerer dig.

Og det er okay, så længe du arbejder på, at finde din egen stemme og ikke lader som om, at det er originalt at kopiere andre.

Jeg selv?

Ville dø en langsom død, hvis jeg skulle kopiere, og jeg synes oprigtigt at det er meget mere bøvlet end at skrive noget selv. Jeg mener, du skal både tilpasse det du snyde-kopierer, så det ikke er HELT frankenstein OG leve med dit eget spejlbillede, og jeg vil godt tage pepsi-challenge anytime på, at det er mere bøvlet og indebærer større tidsforbrug.

Det har været et bærende princip i mit virke lige siden, og som Rasmus Lindgreen (blandt andet) skrev i sin anbefaling på Fjæsen:

= = =

Fearless er for alle, der gerne vil lære "copywriter"-håndværket fra bunden uden at spilde sin tid på bullsjæt, guru-løgne, skabeloner og den evige strøm af sidste nye metoder.

= = =

Og med det vil jeg efterlade dig med linket til fearless, hvor marts månedsbrev i disse timer bliver klappet sammen med før omtalte kategori-1-mindset.

Spindlermans Fearless Univers