Dårligt råd til penge

For nylig var vi til møde i banken for at sikre os en bagdør, hvis Corona lock-down skulle ende med at drille vores likviditet.

Jeg tror ikke, at det sker, men just in case, out in space.

Og da jeg sad der, kom jeg til at tænke på de gode gamle dage (der nu er i færd med at blive bedre), og specifikt på en dag, hvor jeg som en meget ung mand stod i banken med min bankbog og hævede nogle hundrede kroner, hvilket sikkert svarer til otte millioner i dag, men det er en anden sag – og da jeg skulle tælle pengene, var der en eller anden i nærheden som udbrød:

= = =

Husk, at man aldrig skal tælle den sidste seddel, for tænk nu, hvis der (i stedet for 1) var 2 sedler.

= = =

Ø-høøø.

Selv for den unge udgave af Spindlerman ville netop det være SÅ meget desto mere grund til OGSÅ at tælle den sidste pengeseddel, for hvis der viste sig at være 2 styk (og damen ved skranken dermed havde talt forkert), så ville det da være surt, hvis jeg var nået hjem, før jeg opdagede det.

Hvorfor?

Fordi jeg så ville være nødt til at bevæge mig op i banken igen for at aflevere den ekstra seddel, som ikke var min.

Jeg tror nok, at afsenderen af bemærkningen mente, at så havde man vel ret til at beholde den.

Men lige præcis DET mindset, har jeg altid haft det svært med.

For når man siger den slags i sjov, så mener man det nok.

Og hvad hulan er det, der får folk til at tænke sådan.

Jeg mener.

Vi lever i en verden, hvor der er overflod af velstand og hvor det er forholdsvis let at tjene 100 kroner, og samtidig ville klovnen sikkert selv synes, ar det var træls, hvis andre opførte sig sådan overfor ham.

Her er et andet eksempel.

Vi fik repareret skærmen på en iphone 6, som min datter skulle overtage.

Da vi fik den, var kameraet i stykker, men imens den flinke ejer frivilligt reparerede det som en service, for det var jo gået i stykker under reparationen, slog det mig…

Jeg var faktisk ikke 100% sikker.

Vi havde ikke tjekket det, efter skærmen var gået i stykker.

Odds var fifty-fifty for, at jeg selv var bagmanden bag det ødelagte kamera.

Men nu havde han jo tilbudt at betale?

Da han kom ud med mobilen, der nu virkede hundrede-p, spurgte jeg ham hvad reparationen normalt ville koste, og lidt undrende sagde han…

3 hundrede kroner.

Jeg spurgte ham, om vi skulle dele i porten, og han lyste lidt op, men accepterede naturligvis de 150 kroner, som formentlig gjorde, at han ikke mistede noget på det.

Anyway, fortæller jeg det her for at pudse min glorie?

Næh… eller jo, måske lidt.

Men mest af alt, fordi jeg fatter hat af at folk gider bruge deres energi på smålighed.

Smålighed duer iøvrigt heller ikke, hvis du skal købe sparring i min butik.

Prisen er 2.000 kroner i timen (med moms).

SKYPE-COACHING >