Tæppebombe-lektioner dybe som graven

Min mors ord faldt som silende regn i en ørken...

»Morten, jeg kunne jo også hjælpe til med at lægge de tæpper sammen…«

Lige siden Toyoda Corona kørte igennem Danmark, havde jeg flere gange om ugen vasket dusinvis af tæpper, klude og mopper fra min kvinde Tanjas yogaskole. Vi tog ingen chancer, og vi ønskede at give vores kunder den bedste service, så lige DER hvor andre skoler bad deres kunder om selv at tage yogamåtter og tæpper med, så sagde vi: screw it, vi vasker og desinficerer dem, HVER gang i stedet, for vi ønskede at fjerne enhver friktion, som potentielt kunne gøre det bøvlet at møde op.

Hvorfor?

Well, hvis folk ikke møder op, så går der ikke længe, før de holder op med at betale.

And so be it…

Og selve det at vaske tæpper, klude og gulvmopper er ikke det værste – det er blot et spørgsmål om at være lidt disciplineret med at få starte vaskemaskine og tørretumbler (og helst når solen skinner, så solcellerne tager brodden af udgiften til strøm).

Men opgaven med at lægge tæpperne sammen tager ganske enkelt en krig plus det løse.

Jeg blev derfor…

…mildt sagt…

G
L
A
D

...og lettet, da min mor tilbød at tage den entreprise, og jeg har ikke lagt et klude-tæppe sammen siden.

På et tidspunkt, da vi talte om det, og om, hvor taknemmelig jeg er for det gigantiske arbejde hun gør på den konto, sagde hun noget i denne hersens hen-retning:

= = =

Jo ældre man bliver, jo mere indser man, at det der er vigtigt, er at være noget for nogen.

= = =

Og det må jeg give hende ret i.

Jeg oplever selv lidt den samme effekt – måske ikke så kraftigt endnu – men den er der.

Behovet for at være noget for andre (frem for sig selv) bliver stærkere i takt med at dagene foran hesten bliver færre og dagene bag vognen bliver flere. Ihvertfald, når man er skruet sammen som min mor og mig sæl. Men så igen har jeg – modstræbende og med årene – også måttet erkende, at der findes mennesker, som slet ikke har det sådan.

Mennesker der kun er drevet af selviske motiver.

De lader hånt om venskaber og efterlader tomhed, hvor der før var familiebånd.

Min søn på 5 år kan for eksempel ikke huske at have set sin farfar.

Et smertefuldt faktum, der (så vidt jeg ved) skyldes før nævnte lille forskel på hans far og hans farfar...

Jeg bilder mig ind, at det må være fattigt, men hvad ved jeg om andre menneskers åndsliv?

Til gengæld ved jeg med sikkerhed, at storytelling (gjort rigtigt) kan være en ganske profitabel business, og mig bekendt virker det lige godt om din motivation er egocentrisk (læs: du gerne vil skrabe penge sammen til et dyrt grav-monument) eller alturistisk (læs: du gerne vil huskes fordi… eller nej, lad mig omformulere det: Fordi du er okay med at ingen hvisker dit navn når vinden har lagt sig efter du har stillet sandalerne, hvis blot du gjorde en mærkbar forskel i nogens liv).

Du er velkommen til at klikke på linket herunder.

Og jeg dømmer dig ikke, om dine motiver er egoistiske eller alturistiske – eller midt imellem, hvis dét er en ting.

Det eneste jeg fordømmer, er de landkrabber, der ikke gør noget.

THE DO'ERS LINK

– to Spindlermans 9 most profitable storytelling models

Morten Spindler

- - -
Jeg bygger al min online markedsføring med Simplero. ⇠ Dette link er et sponseret affiliate-link, hvilket betyder, at jeg får en lille bid af kagen, hvis du køber Simplero efter at have klikket på det.