Jeg skulle have været (død) chauffør

Det var en aften i januar 1990...

Jeg cruisede igennem lyskrydsenes grønne bølge på vej hjem fra overarbejde på min arbejdsplads på Bondovej i Odense til den anden ende af Odense, hvor jeg dvælede i bindingsværkshus. Jeg husker en ildevarslende fornemmelse i min mave og at der ikke var andre mennesker eller biler på gaderne... Jeg var nærmest som Palle alene i verden, men det er nok mest efterrationaliseringens ulideligt uklare lys, der spiller mig et puds. Uanset om min bange anelse VAR til stede i de skænbnesvangre sekunder, så nåede jeg kun få hundrede meter, før der var god grund til at blive meget bange.

Jeg nærmede mig et kryds og lagde mærke til det grønne lys. Jeg fornemmede også, at det nok snart ville skifte, men jeg flyttede ikke foden fra speederen og da jeg kørte ind i krydset var lyset stadig grønt.

At jeg havde fokus på den grønne lygte kan muligvis have taget min opmærksomhed.

Ihvertfald så jeg IKKE bilen komme fra højre, og i næste øjeblik blev alting surrealistisk, som i den Dead Pool scene, hvor et vildt hollywood-crash er filmet i slowmotion og man ser glasskår og kroppe flyve omkring…

CRRAAASHH.

Lyden af metal, der blev krøllet sammen gjorde øjeblikket uhyggeligt, og jeg ved ganske enkelt ikke, om jeg var bevidstløs et kort øjeblik.

Men pludselig gik det op for mig, at jeg sad fastspændt.

Og.

Jeg kunne ikke trække vejret frit.

Pludselig hørte jeg stemmer.

Det var chaufføren af torpedobilen, som sagde at han ikke så mig.

Lidt efter spurgte nogle andre stemmer, om de kunne gøre noget for mig, og jeg sagde, at jeg havde svært ved at trække vejret, om de ville skære selen over. Imens de stod og filede i selen med en lommekniv, kunne jeg høre sirenerne, men jeg har ingen fornemmelse af, hvor lang tid der gik. I en god mening, var der nogen som syntes, at jeg skulle ud af bilen, men nogle andre kunne se på mig, at det var en dårlig idé, så heldigvis var der ingen som prøvede at trække mig ud før ambulancen kom.

Jeg husker, at mit sæde var vredet og ryglænet var ikke blødt men udskiftet med en lysmast (!). Min bildør var blevet flået op af energien, men jeg kunne ikke kommme ud før Falckfolk og frivillige havde skubbet bilen lidt væk fra lygtepælen.

Imens de knoklede, fornemmede jeg, at jeg lige nu IKKE vidste, om der var noget meget alvorligt galt.

Smerten var begyndt at indfinde sig, og det gjorde især ondt, når jeg trækkede vejret.

Regningsfolkene tog det ret køligt.

Og nu husker jeg ikke møre, før jeg lå på intensiv.

Der skulle jeg have tøjet af, og jeg var rimelig træt af, at de ikke bare ville klippe det i stykker.

Men også det overlevede jeg.

Og det næste jeg husker, er at jeg fik et drop med morfin i ryggen.

En kold og lidt uhyggelig fornemmelse bredte sig i ryggen, men ganske få sekunder efter kunne jeg slappe af da smerten i venstre side og ryggen fortog sig – jeg kunne også trække vejret lidt mere frit nu, men fornemmede, at min krop ikke var glad for dybe vejrtrækninger, og det var som om, jeg ikke fik ilt nok ud af hvert åndedrag, hvilket viste sig at skyldes en ret alvorlig blødning i lungehulen, der fik den ene lunge til at kollapse.

Alle mine ribben i venstre side var brækket, og jeg havde været centimeter (hvis ikke millimeter) fra at møde Grim Reaper med den døde latter.

Efter sådan en oplevelse, er der mange problemer i livet, som bliver ganske meget mindre.

Det virker ikke altid perfekt, men du får ihvertfald et Bullshit-filter, som kan trækkes frem i krisetider, og hvem ved, måske er jeg også blevet lidt mere frygtløs overfor ting, der bare er imaginære farer?

Det er ihvertfald lidt som jokeren siger i Batman (the dark knight):

= = =

What doesn’t kill you, simply makes you… stranger

= = =

Men det er også lidt som Dan Turéll en gang rappede: Jeg skulle have været taxachauffør, blot skulle jeg have været en død chauffør, ihvertfald hvis manden med leen havde haft blot få centimeter længere arme.

Med det vil jeg ønske dig en god dag.

Og kør nu forsigtigt, så du kan nå frem til ***KLOKKEN 15:00*** hvor jeg byder på fredagsslik, der i dag handler om noget, som de fleste e-mailmarkedsførere gør ALT ALT ALT ALT for lidt, selvom det er en af de mest profitable måder at skære emails på.

https://www.facebook.com/mortenspindler.email
(Kun for læsere af mine daglige emails)

Morten Spindler

- - -
Jeg bygger al min online markedsføring med Simplero. ⇠ Dette link er et sponseret affiliate-link, hvilket betyder, at jeg får en lille bid af kagen, hvis du køber Simplero efter at have klikket på det.