Tiltrængt trold trommer tom tønde

Du kender det sikkert.

Vi går rundt og savner et eller andet uden rigtigt at tænke over det, og når det pludselig dukker op, så ved vi, at det var tiltrængt.

Det kan være musik.

Jeg overhørte fx en debat om en Elvis-sang, og så vidste jeg øjeblikkeligt, at jeg havde savnet at høre præcis DEN sang, også selvom jeg i lang tid har været metal-træt af Elvis, simpelthen fordi jeg hørte ham så meget i den første halvdel af min tidlige ungdom (imellem min 10 års og min 40 års fødselsdag).

Eller det kan være en eller anden dansk ret, som du ikke har smagt længe, men pludselig kommer du forbi din mor på et tidspunkt, hvor hun står og laver sine frikadeller, og duften bringer dig på et flyvende tæppe tilbage til din barndom, hvor smagen af friske kartofler med smeltet smør, gulerodssalat og frikadeller gjorde en MAND af den tåssi dreng, der rendte rundt og legede i halv-firserne.

(Kunne også være KVINDE af en pige.)

Eller det kan være, at du har glemt, at fredag den 30. oktober er lønningsdag, og så husker du pludselig, hvor meget du savnede at der var overskud på kontoen.

På samme måde havde jeg det med trolde indtil i går.

Jeg har haft en periode på et år, hvor jeg ikke har gjort så meget for at bygge min egen liste – og så fordufter trolde stille og roligt fra mit univers. Daglige emails får trolde til at komme frem af deres æsker, men de fordufter ret hurtigt til nye græsgange, når du provokerer dem dagligt. Men min redning skulle komme fra en helt anden form for list-building, nemlig den, som de fleste mennesker herhjemme laver på Facebook. Og når jeg siger de fleste, så er det simpel matematik, for mere end halvdelen af alle danskere er på Facebook en gang om måneden. Således havde en (tilsyneladende fornuftig) dreng af en mand ønsket at gnubbe ansigt med din gudeløse vært, og da han meddelte, at han godt kunne lide de ting jeg skrev, når jeg kommenterede på Sociale medier, så tænkte jeg...

= = =

Nå ja, hvad hulan er kan gå galt?

= = =

Så jeg accepterede.

Nogle uger senere kommenterede jeg så på et af de her mange opslag, hvor folk gør udtryk for henholdsvis deres dybe foragt for, ELLER deres støtte til... tadaaaa...

Valgplakater.

Min nye ven ydede en halvsløv argumentation imod plakaterne, og da jeg mener at de tjener en vigtig samfundsmæssig funktion (og har stærke argumenter for det), så fik han et lille puf.

Ikke noget uartigt.

Faktisk stillede jeg bare et spørgsmål, der skulle provokere ham til at tænke lidt dybere (for hvis jeg kan lykkes med det, så har jeg opnået noget vigtigt i livet). Så kom der et nyt forkølet ikke-argument om, at han ikke troede, at valgplakater flyttede ret mange stemmer. Derfor stillede jeg et nyt spørgsmål, der oprigtigt var designet til at fremprovokere dybere tanker, hvilket lykkedes – at dømme ud fra hans reaktion.

Mit spørgsmål lød sådan her:

= = =

Tror du, at det ændrer på fakta, at du tror noget?

= = =

Han røg helt op i det røde felt med de der røde emoji-ting, jeg stort set kun bruger, hvis nogen argumenterer for genital lemlæstelse af børn (og jeg gør det for eksempel når nogen blåstempler begrebet ved at kalde det »omskæring«... som om børnene allerede er blevet skåret, det skal blot lige gøres om... NEJ. Det er ikke omskæring, det er lemlæstelse).

Anyway.

Jeg hoppede ud af debatten, for han var tydeligvis så følelsesmæssigt påvirket af mine FARLIGE spørgsmål, at han potentielt ville begynde at snitte i sin egen diller, hvis jeg stillede flere af slagsen.

Jeg troede derefter, at alt var godt.

Jeg mener...

Han slap for at lægge krop til mine provokationer, og jeg slap for at høre flere slappe argumenter for noget, han tydeligvis ikke havde tænkt særlig dybt over, og heller ikke ønskede.

Mand, tog jeg fejl.

Der gik et par dage, og så regnede der 2 lange beskeder fra ned over lille, gudeløse mig's Messenger.

Frit fra hukommelsen skrev han cirka sådan her:

= = =

We-do-wad?

Det pissede mig af, at du...

bla-bla-bla, bla-bla-blabla-bla-bla, bla-bla, bla-bla-blabla-bla-blabla-bla-blabla-bla-bla, bla

...og hvis du gør det igen, så ryger du lige ud til højre, og så er jeg ligeglad med, at jeg sagde, at jeg godt kunne lide det du skriver, for... bla-bla-blabla-bla-bla, bla-bla-bla, bla...

...og meget mere af samme skuffe.

= = =

Jeg nåede kun halvt ned i den første besked, før han røg ud til højre.

Bagefter ærgrede det mig kun, at jeg ikke havde kopieret hans tekst, så jeg kunne svælge lidt mere i den.

Men pyt.

Han blev slettet fra mit univers, og min dag var reddet.

Det eneste problem?

Jeg savner allerede trolde igen.

De er som et narkotikum, der kun virker i kort tid, og hurtigt giver abstinenser. Heldigvis er jeg nu igang med en ny lead-kampagne, så der skal heldigvis snart komme gang i trolderiet igen. Jeg tilbyder nye læsere et gave-nummer af mit månedsbrev, og du kan stadig nå at hente det samme på linket her. Men gør det snart, for når weekenden er omme, lukker linket for gamle læsere. Husk, at du skal bruge:

RABATKODEN: FEARLESS

Hvis nogen kommer på mandag og øffer over min deadline på det punkt, så ryger de i kategorien trold.

Og hvis du trænger til at slå MERE på tromme for dit salg med e-mails, så kan du læse om Fearless på linket forneden.

Bortset fra det, så ønsker jeg dig en god dag.

Morten Spindler