Død hej-siger fra fortiden mærker Spindlermans kærlighed

Jeg stod der i mine egne tanker…

Da en stemme bag mig udbrød et overrasket og højlydt:

= = =

Hej Moooorten

= = =

Jeg vendte mig om og svarede et automatisk, høfligt »HEJ«, før jeg havde set vedkommende. Du kender sikkert den der reaktion på rygmarven, man udbryder et eller andet, som ikke nødvendigvis var det du ville sige, hvis du havde tænkt dig om. Måske spørger din bedre halvdel, om du ved hvor bilnøglerne er, og du svarer »NEJ«, men et splitsekund senere kommer du i tanker om, at de ligger i din lomme. Eller dit barn siger »Vil du have en portion is«, og du siger »JA«, men så kommer du i tanker om, at du er på slankekur.

Anyway, da jeg så HVEM, der havde sagt »Hej Morten« blev mit blik koldt og... måske ikke Uvenligt, men i hvert fald alt andet end imødekommende.

Hun så formentlig på mit kropssprog, at jeg fortrød mit hej, sådan som hun stod der med et kæmpe smil der umiskendeligt sagde: »Kommer du og giver et kram gamle ven?«

Jeg vendte mig væk fra hende som om hun havde været usynlig, og fik mit fokus tilbage på det lækre brød, som jeg stod i begreb med at købe til min latte.

Jeg var på Café med min kvinde.

Og ingen ex-ven skulle forstyrre min hyggestund.

Hvis jeg kender »Hej-sigeren« ret, så gjorde det ondt på hende.

Og den smerte kunne jeg have fjernet med en lille smule »uærlighed på rette sted«. Hvis jeg havde givet hende et øjebliks opmærksomhed og ladet som om, at det var et glædeligt gensyn, så havde hun formentlig sovet bedre den efterfølgende nat.

Jeg kan tage fejl.

Men historien er den, at hun for mange år siden blev min ven – men da jeg undervejs i vores venskab blev gift og siden skilt (ikke min beslutning), valgte hun mig koldt og kynisk fra, så hun i stedet kunne være gode venner med min udgående ex.

Hun havde ellers – af egen drift – sagt til mig (og gentaget ofte), at hun ALTID ville være min ven og stabile faktor.

Som i:

Resten af hendes eller mine dage, alt efter hvem der nu skulle forlade livets vidunderlighed først.

Men som sagt.

Pludselig en dag var jeg ikke længere så interessant.

Og det er fint.

Ind imellem tager vi jo fejl og må videre i livet.

Men da jeg i sin tid ringede til hende for at sige, at jeg savnede hende... jeg havde fornemmet, at jeg ikke længere var på hendes radar – og måske få en eller anden forløsning på det hele, lod hun bevidst være med at tage telefonen og skrev mig i stedet en email, hvor hun bedyrede, at det nok var lidt kujonagtigt at sige farvel med en email (ja, nu du skriver det), men hun håbede alligevel, at det kunne være et glædeligt gensyn, når vi en dag mødtes igen på gaden,

Og fra DET øjeblik var hun en død fisk i vandet for mig.

Det er ganske enkelt min natur.

Jeg ved ikke, om det altid har tjent mig vel, men der er masser af levende fisk i søen, så hvorfor egentlig bruge sin energi på de døde?

Jeg besøger heller ikke kirkegårde.

Eller prøver at overbevise folk om, at de skal blive på min e-mailliste.

Eller som kunder i mit univers.

Tværtimod, hvis du abonnerer på Fearless og en dag 'beslutter dig for en pause', så bliver du en død fisk i vandet, og kan ikke svømme tilbage – no offense. Det har igennem tiden affødt mange kommentarer såsom: »Hvorfor dog det?«, og »Jamen vil du da ikke tjene penge?«.

Anyway.

Det er nok bare et princip for mig.

Som Bruce Springsteen en gang sang: When you're alone, you're alone.

Så synger jeg: Once you're out, you're out.

Hvis du er okay med betingelserne og gerne vil lære et andet princip, der har gjort mig i stand til at komme til 7 jobsamtaler på 7 ansøgninger – og at sælge mangt en plads på workshops, uddannelser og meget andet – til melodien af hundredetusinder af kroner – så er november månedsbrev noget for dig.

Detaljer og tilmelding på linket forneden.

Og ellers må du have en god dag.

Morten Spindler