Karate-ekspert-tip: Lær at se de røde flag

Lad mig fortælle dig en historie om min gamle ven, Jan...

...som i dag er en af landets (og formentlig også verdens) højest graduerede indenfor Shotokan Karate. Han har det ottende sorte bælte (8. dan), og over det findes kun 2 grader, der er sådan nogle æresgrader, som KUN bliver givet til nogen, der har viet deres liv til karate. Derfor er der en naturlig udvælgelse undervejs, som gør at kun meget, meget få når dertil.

Det er ikke noget du kan nå til ved at sætte dig et mål og forfølge det. Med den strategi, kommer du måske til et af de første 3 sorte bælter (1-2-3. dan).

Du kan heller ikke 'tiltække' det med tankens kraft (hvilket efter min mening også gælder for alt andet, men lad nu det ligge).

Du kan KUN komme dertil, hvis du starter tidligt i livet og vedholdende træner i adskillige årtier.

Der er indbygget flere mekanismer for at sikre, at ingen således kan skøjte igennem og devaluere værdien af de høje grader (lissom jeg forøvrigt bruger den samme mekanisme på dig lige nu, så du KUN når igennem denne email, hvis du oprigtigt er nysgerrig efter at lære dagens lektion – og du vil langt fra være alene, hvis du stopper midtvejs).

Mekanismen hedder ventetid.

Imellem hvert bælte, skal du træne målrettet i det samme antal år, som nummeret på dit kommende bælte.

Ventetid fra første sorte bælte til andet er altså...

2 år.

Og derefter skal du vente...

3 år

– før du igen kan blive gradueret.

Og så 4 år, før du kan gå op til 4. dan graduering.

And so on and so forth...

Min ven Jan har kun kunnet opnå 8. dan, fordi han har haft det som livsstil at blive ved med af fordybe dig og træne sin forståelse for karatens ånd og for teknikkerne, der også udvikler sig over tid.

Det var den korte version af historien om Jan.

Dagens lektion tager udgangspunkt i en samtale, jeg engang overhørte imellem Jan og en anden højt gradueret sortbælte, på et tidspunkt, da jeg var en menig brunbælte.

Jan fortalte, at han ind imellem møder tidligere elever, der af en eller anden årsag er stoppet med at træne. Han møder dem i supermarkedet, på gaden i Århus eller andre steder, og det slår næsten aldrig fejl... De stopper op og har en kort sludder-for-en-sladder om de gode gamle dage, hvor vedkommende kom til Jans karate-klasser.

Og her vrængede Jan ansigt, for som han sagde...

»Det værste røde flag kommer op for mit indre øje, når de slutter samtalen af med at bedyre, at de også har tænkt på at gå igang med karate igen«.

I hans bog var det et lettere patroniserende forsøg på at mildne deres egen dårlige samvittighed.

»Men hvorfor have dårlig samvittighed?«, spurgte Jan.

»Hvorfor ikke bare indrømme, at du ikke gad træne mere, det siger jo ikke noget dårligt om dig. Det siger blot, at du ikke har integreret karate som en vigtig del af din selvudvikling. Som noget du for enhver pris træner lidt hele tiden. En livsstil.«

Han sagde også, at de jo bare kunne begynde at træne igen, i stedet for at fortælle ham om det.

Men han gad ikke at investere sine kræfter i dem igen, for de havde jo netop demonstreret, at det var gode spildte kræfter, hvis de alligevel ville stoppe træningen igen efter nogle måneder eller måske et par når, når de ikke lige »følte sig motiveret« til at tage afsted til træningen mere. Eller hvis de havde for travlt til at bruge en time eller to om ugen på at holde krop og hjerne ved lige. Han gad KUN at investere sin sjæl i de karate-elever, som kunne holde ved, og ikke betragtede karate som en banegård, hvor man bare kommer en gang imellem på vej til andre steder i livet.

Og det bringer mig til...

Fearless.

Når du melder dig på skansen i mit univers for ambitiøse e-mailmarkedsførere, så bør det være et commitment til dig selv om at (som minimum) at...

Bruge 30-40 minutter om måneden på at læse månedsbrevet.

Det er din grundtræning.

Jeg investerer en god del af min tid, kræfter og ikke mindst SJÆL i at skrive månedsbrevet, som hele tiden giver dig foder til din egen udvikling. Og jeg møder præcis de samme mennesker på min vej, som Jan. Ikke på gaden, men i form af de (forholdsvis sjældne) afmeldinger, som (helt uundgåeligt) kommer. På samme måde som med Jan, så slår det næsten aldrig fejl, at folk skriver sådan her til mig (eller noget der ligner):

= = =

Jeg stopper fordi jeg ikke får brugt abonnementet, men jeg vender tilbage senere.

= = =

Med al den respekt, jeg kan mønstre.

Det tror jeg ikke på.

Jeg er hverken bitter, skuffet eller muggen over det.

Men forestil dig den udtalelse sat på spidsen i det måske meste ultimative commitment, vi mennesker indgår...

Ægteskabet.

Hvis din ægtefælle (eller kæreste) siger til dig:

»Jeg smutter skat, måske kan vi finde sammen igen senere.«

Tror du så på det?

Selvfølgelig ikke.

Og du vil formentlig sige:

»That'll be the day, hvis du går nu, så er det permanent – der er ingen vej tilbage for vores commitment, hvis du bryder båndet nu«.

Og sådan er det også med Fearless.

Hvis du melder dig ind og nyder godt af muligheden for at lære af mig i et langsigtet commitment, som gavner os begge – så er der ingen vej tilbage, hvis du melder dig ud igen.

No offense.

Hvis det ikke er at være klar i spyttet, så ved jeg ikke, hvad er.

Og det er dagens lektion:

Hvis du overvejer at melde dig ind for »lige at dyppe tæerne« og hvis du tænker, at du jo bare kan være med nogle måneder for at lære lidt af mig, så skal det være et advarselsflag for dig.

Lad være.

Vent til du er klar til et commitment i dig selv og din egen udvikling.

Et commitment til – som minimum – at tjene abonnementet hjem ved at implementere de lektioner, jeg serverer på et papirfad med sort print. Månedsbrevet alene kan således potentielt tjene din investering hjem mange gange.

Okay.

Nok foder til sjælen for en denne gang.

I aften er sidste frist for tilmelding i februar – og der slutter mine bonusser for nye medlemmer.

Denne mail er allerede lang nok, så jeg remser dem op i næste email.

Ventetiden imellem bælterne, du ved...

Flere guldkorn på linket forneden.

Morten Spindler