It's my BIRD daY and I cry if I want to

True story.

(Eller det siger de, i hvert fald.)

Jeg er en af dem, der ville løbe frem og gribe ind, hvis uskyldige blev udsat for uretfærdighed eller angreb – og jeg bluffer ikke, for jeg har gjort det adskillige gange i livet, uden hensyn til min egen sikkerhed.

Blev der krig, ville jeg være i modstandsbevægelsen fra dag 1.

Jeg fortæller dig det ikke for at puste mig op.

Ej heller forventer jeg, at du tror på mig – jeg skriver det kun for at sætte det i kontrast til, at der findes film, som jeg ikke kan se uden at blive så rørt, at der løber vanddråber ud af mit ansigts kuk-huller.

Ringenes Herre er en af dem, især slutscenen.

Men i dag skal vi snakke om en helt anden film, der kan gøre mig blød som en skumfidus i varm chokolade – nemlig mesterværket »The Way Back« fra 2010 med Ed Harris, Colin Farrell og Jim Sturgess i 3 af hovedrollerne. En sand historie om en gruppe fanger, der undslipper fra en russisk Gulag-lejr under 2. verdenskrig og går 6.500 kilometer, hvor de overvinder alle mulige og umulige forhindringer.

Gennem snestorm.

Over ørken.

Ad snoede stier i skove fyldt med bidende insekter.

Over endeløse ødemarker.

Bjerge.

Og listen fortsætter.

7 mand flygtede fra fangelejren.

1 kvinde sluttede sig til dem under flugten.

Kun 4 af dem overlevede turen.

Den ene valgte at stoppe, da de nåede til den russiske grænse – han kunne ikke forlade sit hjemland.

Således var der kun 3 tilbage af selskabet, da de nåede Indien.

Hvis du tænker på, hvad de gik igennem, så er det ganske imponerende at 50% overlevede.

Og i markedsføring ville 50% have havet en crazy konverteringsrate.

Men i livet er alt under 100% som bekendt noget hø.

Anyway, undervejs krydsede de en ørken, hvilket slog flere af dem ihjel, og kun ved noget, der kunne ligne et mirakel, lykkedes det for de andre at komme igennem ørkenens ubarmhjertige strabadser. Undervejs holdt de kursen stik mod syd, men på et tidspunkt så de en oase mød øst, og da ingen af dem havde flere kræfter, begyndte amerikaneren Mister Smith (spillet af Ed Harris) at gå hen imod oasen, selvom deres leder Janusz blev ved med at insistere på, at det var et fatamorgana.

Eller et »mirage«, som det hedder over there.

På et tidspunkt hører en af dem fuglesang, og med et smider han sin oppakning og sætter i løb, mens han hæst råber:

»Mirages don't have birds«.

Filmen er siden blevet kritiseret for nogle goofs – blandt andet går de angiveligt mod syd, men har solen i ryggen.

Der er også rejst tvivl om, hvor sand historien egentlig er.

Men stærk er den.

Jeg genså den på min 55 års fødselsdag (11. juli 22), og en ting sandt...

Den er fyldt med inspirerende lektioner om, hvor meget vi mennesker kan udholde og udrette, når vi sætter os op til det.

Og hvordan det vi (med vores såkaldte fornuft) TROR, der vil dræne os og hvad der skal til for at klare sig.

Her er et lysende eksempel.

Da den unge russiske kvinde Irena støder til gruppen er de alle sammen udmattede og (tror de selv) døden nær af sult. De beslutter derfor, at Irena ikke kan rejse med dem – og efterlader hende til en uvis skæbne. Kort tid efter finder de en hjort, der sidder hjælpeløst fast i kviksand, hvilket sikrer dem mad i mange dage frem. Den ene af dem løber tilbage for at finde Irena, og da gruppen hen under aften har tilberedt hjorten, kommer han tilbage med Irena, som viser sig at være en yderst begavet og karismatisk kvinde, der formår at være bindeled imellem de forhærdede mænd, som ellers ikke har kommunikeret ret meget på turen. Via personlige samtaler med de enkelte mænd, gør hun sammenholdet i gruppen stærkere, og de ender med at blive stærkere og holde ud meget længere.

Hendes karma blev formentlig den livsgnist, som sikrede at halvdelen overlevede.

Den slags inspirerer mig.

Her er noget helt andet, som inspirerer mig...

I går brugte jeg 5 timer i selskab med en Fearless Email Warrior – som også er en gammel ven, der har rejst med mig igennem 40 år siden vores fælles skoletid i Hårby/Snave. Han havde brug for hjælp og inspiration til at slå mønt på en del af forretningen, som længe har ulmet, men ikke rigtigt er komme fri af kviksandet.

Endnu.

At hjælpe folk, som allerede har en fornuftig forretning, er min gebet.

Mit game.

Og til efteråret begiver jeg mig ud på en færd med en lille gruppe af slagsen.

Alle overlever.

Men det er kun dem, som har stærke ben, der løfter sig op fra middelmådighedens dynd.

Sådan er det.

Sådan har det altid været.

Og sådan vil det altid være.

Morten Spindler

PS.
Fearless er mit univers for ambitiøse e-mailmarkedsførere, hvor flagskibet er et printet magasin, der lander i dine svedige hænder hver eneste måned. Abonnementet (599/md) er ikke for sarte sjæle, men omvendt... hvis du ikke tror, at du kan tjene det commitment hjem, så skal du muligvis genoverveje, om du overhovedet vil flygte fra dit eget Gulag. Vi tager afsted når sommeren sygner hen.