Ingen grund til alarm (eller?)

Lad mig fortælle dig en sand historie fra min tidlige barndom.

Dengang sov jeg tungt og skulle IKKE sluge en pfenergan i tablet-form om aftenen for at kunne sove igennem. Jeg havde endnu ikke knust min søvnrytme med idiotisk stress. I dag kan jeg ikke sove igennem uden at tage en pfenergan.

Anyway, tilbage til barndommen...

Jeg har vel været en 11-12 år gammel, og jeg var inkarneret fan af Elvis.

Så meget, at jeg kunne finde hans navn og ansigt overalt.

Når jeg bladrede hurtigt igennem en avis eller et magasin, kunne mine øjne fange ordet »Elvis« eller »Presley«, som en svensk laphund kan opfange dunsten fra andre hundes urin på en cykelsti.

Og en dag var jeg heldig.

Under ugens TV-program i Jyllands Posten fandt jeg en annonce for en af Elvis Presleys koncert-film, som de snart ville bringe. (Vi havde ikke en VHS video-optager og der var ikke noget internet, hvor man kunne se »genudsendelser«.)

Jeg lyste op og blev straks fyldt med forventningens glæde.

Men ak.

Skidtet var programsat til sent om aftenen.

Langt efter min sengetid.

Jeg havde imidlertid ret gode talegaver, så jeg fik hurtigt solgt mine forældre på ideen om, at jeg måtte ha' lov til at se koncert-filmen.

Men de gamle havde en snedig betingelse.

Troede de selv.

Jeg skulle nemlig lægge mig til at sove tidligt, så jeg i det mindste fik noget søvn både før og efter udsendelsen. Og jeg måtte selv sørge for at stille et vækkeur, så jeg kunne komme op og se min store helt (Elvis). De gamle troede simpelthen ikke på, at jeg kunne komme op, for de kunne normalt ikke få liv i mig, hvis jeg faldt i søvn før jeg fik børstet tænder.

Men.

De havde glemt EN faktor.

Denne dreng på 11-12 år var ikke motiveret til at børste tænder.

Men han var TOP-motiveret til at se Elvis.

Og da den store aften indfandt sig, havde jeg bevæbnet mig med 2 forskellige vækkeure, som skulle stå langt væk fra sengen, så jeg ikke kunne slå dem fra i søvne. Jeg havde også lokket de gamle til, at jeg måtte starte med at sove i deres seng – min logik var, at når jeg lå et uvant sted, ville jeg måske ikke sove så dybt. Jeg havde også givet min far carte blanche til at bære mig ind i seng, hvis jeg ikke kunne vågne.

Og hvad tror du, at der skete?

Jeg vågnede efter 2 timers søvn.

10 minutter før de 2 vækkeure ringede.

Og lige dér lærte jeg en vigtig lektion om mig selv.

Jeg var i stand til at vågne op på et hvilket som helst tidspunkt, hvis det var vigtigt for mig.

Jeg behøvede ikke et vækkeur.

Og det gør jeg stadig ikke.

Hvis et eller andet er ULTRA vigtigt, så kan jeg godt finde på at stille et vækkeur, bare for en ekstra sikkerhed. Men det er yderst sjældent at vækkeuret når at ringe. Jeg vågner simpelthen på det tidspunkt, som jeg har aftalt med mig selv om aftenen.

Lige inden jeg falder i søvn laver jeg også en pagt med mig selv.

Hvis jeg for eksempel gerne vil op klokken 5 for at skrive, så spørger jeg mig selv, om jeg er villig til at gå på kompromis, hvis jeg er træt om morgenen. Hvis tanken om det føles træls, så giver jeg mig selv lov til at sove længere. Nogle gange vågner jeg alligevel til tiden, hvis kroppen er med på idéen. Andre gange sover jeg videre. Men hvis det VIRKELIG er vigtigt for mig, så aftaler jeg med mig selv at vågne til tiden.

Det er en fantastisk gave.

Det er også en gave, at jeg kan tage et powernap midt på dagen – også selv om jeg kun har 4-5 minutter til rådighed.

Jeg bilder mig ind, at begge dele kan læres.

Lissom jeg også kan lære sove igennem – uden pfenergan – som jeg kunne, da jeg var barn.

Det samme gælder iøvrigt for salg med emails og storytelling.

Det kan læres.

Og hvis du har et godt produkt, som allerede sælger nogenlunde, kan du (alt efter, hvornår du læser dette indlæg) snart kan komme med i mit univers for ambitiøse e-mailmarkedsførere, hvor lektionerne i månedsbrevet alene skulle gøre dig i stand til at tjene abonnementet hjem 10-fold.

Stay tuned.

Morten Spindler